åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 9. september 2025

Her er Apple Watch Ultra 3

Det ultimative ur til sport og outdoor-aktiviteter har nu den største Apple Watch-skærm nogensinde, 42 timers batteritid og ny vigtig indsigt i dit helbred
Apple Watch Ultra 3 vist fra en skrå vinkel.
Apple Watch Ultra 3 er det mest avancerede Apple Watch med endnu flere funktioner til sundhed, træning, sikkerhed og forbindelse, den største Apple Watch-skærm nogensinde og op til 42 timers batteritid.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag præsenteret Apple Watch Ultra 3 – det mest avancerede Apple Watch – med yderligere funktioner til sundhed, træning, sikkerhed og forbindelse. Det fungerer både som et effektivt sportsur, et elegant smartwatch og en omfattende sundhedsmakker.
Det ultimative ur til sport og outdoor-aktiviteter har nu den største skærm på et Apple Watch nogensinde, en Altid aktiv-skærm med en opdaterings­frekvens på 1 Hz, den mest nøjagtige GPS i et sportsur og op til 42 timers batteritid – op til 72 timer med energi­besparende funktion. Notifikationer om tegn på vedvarende forhøjet blodtryk, også kendt som hypertension, giver brugerne et banebrydende nyt indblik i deres helbred, og med Søvnresultat får de en bedre forståelse af deres søvnkvalitet. Appen Træning har fået flere opdateringer, blandt andet træningsoplevelsen Workout Buddy, der er den første af sin slags. Den er baseret på Apple Intelligence og gør den solide samling af avancerede træningsfunktioner endnu bedre.
Apple Watch Ultra 3 kan forudbestilles fra i dag og vil kunne fås fra fredag den 19. september.
“Apple Watch Ultra er vores mest avancerede Apple Watch, der er designet til sport, outdoor-aktiviteter og hverdagsbrug, og det hjælper brugerne med at holde sig aktive, sunde, forbundne og sikre, uanset hvor de befinder sig,” udtaler Eugene Kim, Apples Vice President for Apple Watch Hardware Engineering. “Med Apple Watch Ultra 3 introducerer vi længere batteritid, vigtig indsigt i dit helbred og alle de avancerede træningsfunktioner, som vores brugere er vilde med.”
Et billede i sort/hvid af en løber i et ørkenlandskab, der har Apple Watch Ultra 3 på.
Apple Watch Ultra 3 er designet til sport, outdoor-aktiviteter og hverdagsbrug, og det hjælper brugerne med at holde sig aktive, sunde, forbundne og sikre, uanset hvor de befinder sig.

En større skærm og 42 timers batteritid

Skærmen på Apple Watch Ultra 3 indeholder Apples mest avancerede skærmteknologi med LTPO3 og bredvinklet OLED, hvilket gør den til den største skærm nogensinde på et Apple Watch og mere lysstærk, når man ser på den fra siden. Takket være LTPO3 – en højtydende, energieffektiv skærmteknologi – er kanterne på skærmen 24 procent tyndere. Det aktive skærmområde er dermed blevet større uden at ændre størrelsen på urkassen. Den bredvinklede OLED-skærm optimerer hver eneste pixel, så der udsendes mere lys i bredere vinkler, og den er dermed nemmere at aflæse med et hurtigt øjekast.1
Apple Watch Ultra 3 vist fra en skrå vinkel med en brugers placering på et kort over en vandrerute.
Skærmen på Apple Watch Ultra 3 indeholder Apples mest avancerede skærmteknologi med LTPO3 og bredvinklet OLED, hvilket gør den til den største skærm nogensinde på et Apple Watch.
LTPO3 er desuden mere energieffektiv og sørger for en hurtigere opdateringsfrekvens, når Apple Watch Ultra 3 er indstillet til at have skærmen tændt konstant, med en stigning fra én gang i minuttet til én gang i sekundet. Brugerne kan derfor se sekundviseren bevæge sig uden at skulle løfte hånden. Stopur, Tidtagning og over 20 urskiver er blevet opdateret, så de understøtter denne opdateringsfrekvens. Derudover kan en ny Rutepunkt-urskive hjælpe brugerne med at navigere med et livekompas, og de kan hurtigt slå Nat-tilstand til for at bevare deres nattesyn.
De energieffektive egenskaber i skærmens LTPO3-teknologi og det større batteri giver længere batteritid.2 Apple Watch Ultra 3 nu op til 42 timers batteritid, så brugerne har nok batteri til træning, konkurrencer og hverdagsbrug. Når den energibesparende funktion er aktiveret, giver det op til 72 timers batteritid. Til kontinuerlige målinger under udendørs træninger med fuld GPS-funktion og pulsmåling har Apple Watch Ultra 3 nu op til 20 timers batteritid, når den energibesparende funktion er aktiveret. 15 minutters hurtigopladning giver op til 12 timers batteritid.
Med et dataabonnement kan Apple Watch-brugerne besvare opkald, sende beskeder og endda komme i kontakt med alarmcentralen, når de ikke har deres iPhone med.3 I områder med dårlig dækning kan Apple Watch Ultra 3 forbedre signalet ved at benytte en avanceret algoritme, der aktiverer systemet med to antenner efter behov, hvilket øger signalstyrken betydeligt.

Notifikationer om forhøjet blodtryk

Apple Watch Ultra 3 udvider udvalget af avancerede sundhedsfunktioner, der gør det muligt for Apple Watch at fungere som intelligent vagt for brugerens helbred, og introducerer banebrydende notifikationer om forhøjet blodtryk, som kan advare brugerne, hvis der registreres tegn på vedvarende forhøjet blodtryk eller hypertension.4 Forhøjet blodtryk er den største risikofaktor for hjerteanfald, slagtilfælde og nyresygdomme og berører cirka 1,3 milliarder voksne på verdensplan, på trods af at det kan forebygges. I mange tilfælde bliver det aldrig diagnosticeret, fordi der ofte ikke er nogen symptomer, og fordi mange mennesker ikke går til lægen jævnligt – og selv under et lægebesøg kan det være svært at opdage med en enkel måling.
Notifikationer om forhøjet blodtryk på Apple Watch bruger data fra den optiske hjertesensor til at analysere, hvordan brugerens blodkar reagerer på hjerteslagene. Algoritmen arbejder ubemærket i baggrunden med at gennemgå data over perioder på 30 dage og giver brugerne besked, hvis der registreres regelmæssige tegn på forhøjet blodtryk. Disse notifikationer giver brugerne et effektivt indblik i deres sundhed i forbindelse med denne udbredte lidelse blot ved at have Apple Watch på, så de kan begynde at lave ændringer i deres hverdag, som potentielt kan være livreddende, eller starte i behandling for at reducere risikoen for alvorlige helbredsmæssige hændelser på sigt.
Ligesom alle andre sundhedsfunktioner på Apple Watch er notifikationer om forhøjet blodtryk baseret på grundig videnskabelig validering. Funktionen er udviklet ved hjælp af avanceret maskinlæring og træningsdata fra adskillige undersøgelser med over 100.000 deltagere i alt. Dens præstation blev derefter valideret i en klinisk undersøgelse med over 2000 deltagere. Notifikationerne om forhøjet blodtryk kommer naturligvis ikke til at registrere alle tilfælde af forhøjet blodtryk i verden. Men med den rækkevidde, som Apple Watch har, forventes det, at funktionen inden for det første år vil give besked til over en million mennesker, som endnu ikke er blevet diagnosticeret med forhøjet blodtryk.
Et billede i sort/hvid af en person, der tjekker sit Apple Watch Ultra 3 og ser på skærmen med notifikationer om forhøjet blodtryk med et rødt hjerte.
Notifikationer om forhøjet blodtryk på Apple Watch Ultra 3 kan advare brugerne, hvis der registreres tegn på vedvarende forhøjet blodtryk, også kendt som hypertension.
Hvis brugerne modtager en notifikation om forhøjet blodtryk, anbefales det, at de måler deres blodtryk i syv dage med en blodtryksmåler fra tredjepart, skriver resultaterne ned og deler dem med deres læge ved næste konsultation. Dette er i overensstemmelse med de seneste retningslinjer fra American Heart Association vedrørende diagnosticering og behandling af forhøjet blodtryk.
Notifikationer om forhøjet blodtryk forventes snart at blive godkendt af FDA og andre tilsynsmyndigheder, og funktionen bliver tilgængelig i mere end 150 lande og områder, herunder USA og EU, i denne måned. Notifikationer om forhøjet blodtryk bliver tilgængelige på Apple Watch Series 9 og nyere og Apple Watch Ultra 2 og nyere med watchOS 26.

Søvnresultat

Søvn er vigtig for menneskers sundhed og afgørende for den daglige restitution. Apple Watch giver brugerne mulighed for at holde øje med deres søvn, indhente vigtige sundhedsmålinger under søvn som f.eks. puls, håndledstemperatur, iltniveau i blodet og åndedrætsfrekvens samt opdage tegn på mulig søvnapnø. Med den nye funktion Søvnresultat i watchOS 26 kan Apple Watch nu hjælpe brugerne med at forstå kvaliteten af deres søvn, og hvordan de gør den mere restituerende.5
Søvnkvaliteten påvirkes af flere faktorer som varighed, faste rutiner for sengetid, hvor ofte man vågner, og hvor længe man har været i de forskellige søvnstadier. Med Søvnresultat hjælper Apple Watch med at holde øje med hver af disse kategorier for at give brugerne gennemsigtige og letforståelige målinger af deres generelle søvnkvalitet. Efter hver nat giver Søvnresultat en samlet score og klassificering i Søvn-appen på Apple Watch samt en klar oversigt over de vigtigste elementer, så brugerne ved, hvad de skal prioritere for at forbedre deres søvn. Brugerne kan også vælge, om de vil have hurtig adgang til deres søvnresultat via en komplikation på urskiven eller i Smart stak, og i appen Sundhed på iPhone kan de holde øje med deres søvnresultater over længere tid.
Algoritmen bag resultatet og prioriteringerne i Søvnresultat er baseret på de seneste anbefalinger udgivet af American Academy of Sleep Medicine, National Sleep Foundation og World Sleep Society. Søvndata fra mere end 5 millioner nætters søvn fra Apple Heart and Movement Study blev brugt til at udvikle og teste algoritmerne bag resultatet.
Notifikationer om forhøjet blodtryk og Søvnresultat slutter sig til det stærke udvalg af sundhedsfunktioner, der allerede findes på Apple Watch, herunder notifikationer om uregelmæssig hjerterytme, notifikationer om høj eller lav puls, EKG-appen, Iltniveau i blodet-appen, notifikationer om søvnapnø og estimeret tidspunkt for ægløsning.
En brugers søvnresultat vises på Apple Watch Ultra 3.
Søvnresultat er en ny funktion, der kan hjælpe Apple Watch-brugere med at forstå kvaliteten af deres søvn, og hvordan de gør den mere restituerende.

Avancerede træningsfunktioner

Med watchOS 26 får Apple Watch Ultra 3 Workout Buddy, en træningsoplevelse, der er drevet af Apple Intelligence, som analyserer brugerens træningsdata og -historik for at give personlig peptalk under træningssessionen, baseret på data som puls, tempo, distance, aktivitetscirkler, personlige træningsmål og meget mere.6 Workout Buddy vil i starten være tilgængelig på engelsk på tværs af de mest populære træningstyper, og funktionen er tilgængelig på Apple Watch ved brug af Bluetooth-høretelefoner og en iPhone i nærheden, der understøtter Apple Intelligence.
Derudover gør det nye layout i appen Træning det nemmere at tilpasse træninger med træningsoversigter, tilpassede træninger, fartholder, træningsrute og meget mere. Apple Watch-brugere kan nu nemt se og oprette træninger i Fitness-appen på iPhone, herunder tilpassede træninger, og derefter nemt tilgå dem i appen Træning på Apple Watch.
Og til yderligere inspiration kan brugerne indstille musik og podcasts direkte i appen Træning til at afspille automatisk, når de starter en træning. Apple Music kan nu automatisk vælge den bedste musik til brugernes træning baseret på træningstypen og deres personlige smag, eller brugerne kan se forslag til musik eller podcasts baseret på det, de har lyttet til for nylig, i løbet af den bestemte træningstype.7
Apple Watch Ultra 3 er det ultimative sportsur til sportsudøvere og eventyrlystne af alle slags:
  • Løbere får den mest nøjagtige GPS i et sportsur8, en Handlingsknap, som kan indstilles og bruges til Øjeblikkelig start eller til at markere segmenter, avancerede målinger af bl.a. vertikale udsving, kontakttid med jorden og skridtlængde, træningsoversigter såsom Pulszoner, der kan tilpasses, Træningsruter, Fartholder, en funktion til automatisk registrering af baneløb, som aldrig før er set på et sportsur, tilpassede træninger, træningsbelastning og meget mere til træninger og konkurrencer. Brugerne kan også benytte sig af tredjepartstjenester som Nike Run Club, den opdaterede Strava-app med Live Segments og tilpassede træninger på apps som Runna og TrainingPeaks.
  • Cyklister kan nemt se en træning, der er startet på Apple Watch, som en liveaktivitet på iPhone og se målinger på den fulde skærm – eller oprette forbindelse mellem Apple Watch Ultra 3 og en Bluetooth-kompatibel wattmåler eller andet tilbehør til cykling. Dermed får brugerne adgang til endnu flere målinger og oplevelser som f.eks. kadence, et automatisk estimat af Functional Threshold Power og kraftzoner. Brugerne kan også registrere distance, hastighed, stigning og puls.
  • Svømmere kan bruge automatisk registrering af svømmetag, antal baner og en SWOLF-score – antal svømmetag kombineret med den tid, i sekunder, det tager at svømme en bane i poolen. Derudover kan de benytte sig af tilpassede træninger og få vist vandtemperatur direkte i Træningsappen. Apple Watch Ultra 3 er certificeret i henhold til WR100.9
  • Vandrere kan tage på ture med kort, der kan downloades og bruges offline – og som giver trinvis rutevejledning – samt benytte funktioner i Kompas-appen som Rutepunkter og Find tilbage, der gør brug af GPS-data.10
  • Dykkere kan bruge appen Oceanic+, udviklet i samarbejde med Huish Outdoors, som forvandler Apple Watch Ultra 3 til en dykkercomputer i forbindelse med fritidsdykning.11
  • Golfspillere kan nyde godt af den lysstærke skærm og lange batteritid på Apple Watch Ultra 3. De kan forbedre deres spil via en lang række tredjepartsapps, bl.a. Golfshot, Arccos og 18Birdies for at få oplysninger om baner eller værktøjer og indsigt baseret på API'en for højfrekvent bevægelse.

Yderligere watchOS 26-funktioner

watchOS 26 har et nyt design og frisk udtryk med Liquid Glass og gør daglige interaktioner endnu nemmere med Stikord fra Smart stak og opdateringer til Beskeder, bl.a. Liveoversættelse og intelligente forslag baseret på samtalen. Det introducerer desuden en ny bevægelse med én hånd – svirp med håndleddet – til nemt at afvise notifikationer.12

Modeller og remme

Apple Watch Ultra 3 fås i naturligt titanium og sort titanium.
Den nye kollektion af remme byder blandt andet på et Trail Loop-design med reflekterende garnfibre langs kanterne samt Ocean-remmen og Alpine Loop i nye farver. Hermès-kollektionen får også En Mer-remmen i to nye farver og en ny Scub’H Diving-rem i gummi med et titaniumspænde. Perfekt til en aktiv livsstil.

Apple Watch Ultra 3 og miljøet

Apple 2030 er virksomhedens ambitiøse plan om, at hele virksomheden skal være CO₂-neutral i alle aktiviteter inden udgangen af dette årti ved at reducere udledningen i forbindelse med deres produkter fra de tre største kilder: materialer, elektricitet og transport. Apple Watch Ultra 3 er lavet med 40 procent genanvendt indhold, herunder 100 procent genanvendt kobolt i batteriet og 100 procent genanvendt titanium i urkassen. Urkassen er lavet ved hjælp af en innovativ proces med 3D-print, der kun anvender halvt så mange råmaterialer sammenlignet med forrige generationer. Det er fremstillet med 100 procent vedvarende elektricitet som vind- og solenergi i hele forsyningskæden. Apple Watch Ultra 3 er designet til at være robust og kunne repareres, og det har desuden brancheførende softwaresupport, samtidig med at det lever op til Apples høje standard for energieffektivitet og sikre kemikalier. Emballagen i papir er 100 % fiberbaseret og kan let genbruges.
Apple 2030 handler ikke kun om produkter – Apples globale drift er CO₂-neutral, og alle Apples faciliteter kører på 100 procent vedvarende elektricitet – også de datacentre, som driver Apple Intelligence. Tilsammen har disse tiltag reduceret Apples drivhusgasemissioner med mere end 60 procent siden 2015.
Priser og tilgængelighed
  • Kunder i Australien, Canada, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Indien, Japan, Storbritannien, Tyskland, USA og mere end 50 andre lande og områder kan forudbestille Apple Watch Ultra 3 fra og med i dag, og uret kan fås i butikkerne fra fredag den 19. september.
  • Apple Watch Ultra 3 koster fra 6.999 kroner og fås i naturligt titanium og sort titanium.
  • Nye remme kan bestilles fra i dag på apple.com/dk/store og i Apple Store-appen og kan fås i butikkerne fra fredag den 19. september.
  • watchOS 26 bliver tilgængeligt til Apple Watch Series 6 eller nyere, Apple Watch SE (2. generation) eller nyere og alle Apple Watch Ultra-modeller fra og med mandag den 15. september og kræver en iPhone 11 eller nyere med iOS 26. Ikke alle funktioner er tilgængelige på alle enheder eller i alle områder. Læs mere om tilgængelighed på apple.com/dk.
  • Apple Intelligence er tilgængelig i betaversion. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på support.apple.com/da-dk/121115.
  • Nye abonnenter kan få Apple Fitness+ og Apple Music gratis i tre måneder ved køb af Apple Watch Series 11, Apple Watch SE 3 eller Apple Watch Ultra 3. Tilgængeligheden af tilbud og tjenester varierer efter område. Læs mere på apple.com/dk/promo.
  • Notifikationer om forhøjet blodtryk forventes snart at blive godkendt af FDA og andre tilsynsmyndigheder. Funktionen bliver tilgængelig i mere end 150 lande og områder, herunder USA og EU, i denne måned.
  • AppleCare leverer suveræn service og support med fleksible muligheder for Apple-brugere. Kunderne kan vælge AppleCare+ til at dække deres nye Apple Watch eller AppleCare One (i USA), der dækker flere produkter i et enkelt abonnement. Begge abonnementer omfatter dækning af uheld som tab eller spild, tyveri og tab af omfattede produkter samt udskiftningsservice til batteriet. De giver også adgang til support 24/7 fra Apples eksperter. Læs mere på apple.com/dk/applecare.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Medieindhold i denne artikel

  1. Sammenlignet med Apple Watch Ultra eller Apple Watch Ultra 2, når det vendes skråt væk fra brugeren.
  2. Batteritiden afhænger af brug og konfiguration. Læs mere på apple.com/watch/battery.
  3. Mobilforbindelse kræver trådløst dataabonnement. Kontakt udbyderen, hvis du vil vide mere. Forbindelsen kan variere afhængigt af de tilgængelige netværk. Se listen med mobiludbydere og enheder på apple.com/watch/cellular Få yderligere hjælp til indstilling på support.apple.com/da-dk/HT207578.
  4. Notifikationer om forhøjet blodtryk er til gennemgang hos FDA. De forventes at blive godkendt i denne måned og blive tilgængelige på Apple Watch Series 9 og nyere og Apple Watch Ultra 2 og nyere. Denne funktion er ikke beregnet til at blive brugt af personer under 22 år, personer, der tidligere er blevet diagnosticeret med forhøjet blodtryk, eller gravide.
  5. Søvnresultat er tilgængelig med watchOS 26 til Apple Watch Series 6 eller nyere, Apple Watch SE (2. generation) eller nyere og alle Apple Watch Ultra-modeller, som er forbundet med iPhone 11 eller nyere med iOS 26.
  6. Workout Buddy kræver en Apple Intelligence-kompatibel iPhone i nærheden og Bluetooth-hovedtelefoner med enhedens og Siris sprog indstillet til engelsk. Apple Intelligence er tilgængelig i betaversion. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på support.apple.com/da-dk/121115.
  7. Automatisk valg af musik kræver et Apple Music-abonnement.
  8. GPS'ens ydeevne er evalueret ud fra nøjagtigheden af rutekort under løbetræning og gåture i komplekse bymiljøer. Sammenlignet med branchens førende sportsure med præcisions-GPS med dobbeltfrekvens, der var kommercielt tilgængelige på testtidspunktet i august 2025.
  9. Apple Watch Ultra 3 er klassificeret som vandafvisende ned til 100 meter i henhold til ISO-standard 22810:2010. Det kan bruges til fritidsdykning (sammen med en kompatibel tredjepartsapp fra App Store) ned til 40 meter og til vandsport ved høj hastighed. Apple Watch Ultra 3 bør ikke bruges til dykning på mere end 40 meters dybde. Vandafvisnings­graden er ikke permanent og kan aftage over tid. Læs mere på support.apple.com/da-dk/109522.
  10. Offlinekort er tilgængelig på Apple Watch Series 6 og nyere, Apple Watch SE 2 og nyere og alle Apple Watch Ultra-modeller med watchOS 26 eller nyere. Kræver iPhone 11 eller nyere med iOS 26 eller nyere. Ikke tilgængelig i alle lande og områder.
  11. Oceanic+ kræver et abonnement for at bruge funktioner som i en dykkercomputer. Kan hentes i App Store. Apple Watch Series 11 understøtter snorkling ned til 6 meter, Apple Watch Ultra 3 understøtter fritidsdykning ned til 40 meter. Sørg altid for at følge de rette procedurer for dykning, hav en ledsager med under dykningen, og medbring en ekstra enhed.
  12. Liveoversættelse i Beskeder er tilgængelig på engelsk (Storbritannien, USA), fransk (Frankrig), italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), koreansk, portugisisk (Brasilien), spansk (Spanien) og tysk på Apple Watch Series 9 og nyere, Apple Watch SE 3 og Apple Watch Ultra 2 og nyere i kombination med en iPhone, hvor Apple Intelligence er slået til. Funktionen svirp med håndleddet er tilgængelig på Apple Watch Series 9 og nyere, på Apple Watch SE 3 og på Apple Watch Ultra 2 og nyere.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36