åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 9. september 2025

Apple præsenterer iPhone 17

iPhone 17 er udstyret med det innovative Center Stage-kamera på forsiden, en større og mere lysstærk ny skærm med ProMotion og A19-chippen, der giver forbedret ydeevne
To iPhone 17-enheder vist forfra og bagfra.
iPhone 17 er udstyret med Center Stage-kameraet på forsiden, et fantastisk 48 MP Fusion-dobbeltkamerasystem, en større og mere lysstærk 6,3" skærm med ProMotion og batteritid til hele dagen.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag løftet sløret for iPhone 17 med det nye Center Stage-kamera på forsiden, der løfter selfies til næste niveau, et kraftfuldt 48 MP Fusion-hovedkamera med 2 x tele i optisk kvalitet og et nyt 48 MP Fusion-kamera med ultravidvinkel, der indfanger omfangsrige scener og giver mere detaljeret makrofotografering. Den 6,3" Super Retina XDR-skærm med ProMotion er større og mere lysstærk, hvilket giver utrolig jævn scrolling, medrivende gaming og forbedret effektivitet.1 Det nye Ceramic Shield 2 gør desuden forsiden stærkere end noget andet smartphone-glas eller keramisk glas, med tre gange bedre ridsefasthed end den forrige generation og mindre genskin. Den får sin power fra A19, den nyeste chip i serien, der giver højere ydeevne og længere levetid.
iPhone 17 fås nu med en minimumslagerplads på 256 GB, hvilket er dobbelt så meget som forrige generation, og med 512 GB som alternativ. Den kommer i fem flotte farver: sort, lavendel, støvet lyseblå, salviegrøn og hvid. De kan forudbestilles fra fredag den 12. september og fås fra fredag den 19. september.
“iPhone 17 repræsenterer et stort fremskridt med stærke funktioner, der gør iPhone endnu mere praktisk i hverdagen, f.eks. den større og mere lysstærke ProMotion-skærm med tre gange bedre ridsefasthed, batteritid til hele dagen og hurtigere opladning, den højtydende A19-chip, et fantastisk 48 MP Fusion-dobbeltkamerasystem og det innovative 18 MP Center Stage-kamera på forsiden – vores bedste forsidekamera nogensinde,” udtaler Kaiann Drance, Apples Vice President for Worldwide iPhone Product Marketing. “iPhone 17 er et fantastisk valg for kunder, som vil have de nyeste funktioner i en iPhone, der er skabt til at holde.”

Et effektivt kamerasystem til selfies på et helt nyt niveau og billeder med høj opløsning

iPhone 17 kommer med et helt nyt Center Stage-kamera på forsiden, som gør brugeroplevelsen endnu bedre for billeder og videoer. For første gang på en iPhone har kameraet på forsiden en kvadratisk sensor, og det tilbyder en bredere synsvinkel og en højere opløsning – op til 18 MP for billeder – som fanger endnu flere detaljer. Brugerne behøver ikke længere at vende iPhone vandret for at tage en selfie i liggende format – de kan nu tage billeder og optage videoer i stående eller liggende format, mens de holder iPhone lodret. Det giver et sikkert og mere behageligt greb og gør blikket mere centreret. Ved gruppebilleder bruger centreringsfunktionen til billeder automatisk AI til at udvide kameraets synsfelt, og den kan rotere fra lodret til vandret format for at få alle med på billedet. Center Stage-kameraet på forsiden giver ultrastabil video i 4K HDR, og med Dobbelt optagelse kan brugerne optage med forside- og bagsidekameraet på samme tid – perfekt til at optage sig selv og verden omkring sig. Under opkald via FaceTime eller tredjepartsapps sørger centreringsfunktionen til videoopkald for at stabilisere brugerne og holde dem inden for rammen.
Det nye Center Stage-kamera på forsiden giver brugerne flere detaljer med højere opløsning, flere fleksible måder at vælge billedudsnit på og suveræn stabilisering.
For første gang har alle bagsidekameraerne på iPhone 17 nu 48 MP, hvilket giver mulighed for imponerende fotos og videoer. 48 MP Fusion-hovedkameraet tager billeder med skarpe detaljer, og sammen med den integrerede 2 x tele i optisk kvalitet er det som at have to kameraer i ét. Et nyt 48 MP Fusion-kamera med ultravidvinkel giver op til fire gange så høj opløsning i forhold til den tidligere generation, så brugerne får endnu flere detaljer med unik komposition, når de bruger vidvinkelfunktionen eller makrofotografering. Den nyeste version af Fotostil hjælper brugerne med at tilpasse deres billeder ved at justere farver og lyse og mørke områder i realtid, med en bedre forståelse for hudtoner. Desuden giver den nye stil Lys, som er tilgængelig med iOS 26, mulighed for at gøre hudtoner lysere og give hele billedet et levende strøg.2
iPhone 17 optager utrolige videoer med Dolby Vision i 4K med 60 billeder pr. sek. og byder på kreative funktioner såsom Filmisk funktion og Action-funktion. Video optages med rumlig lyd, som giver en medrivende lytteoplevelse. Lydmiks giver brugerne mulighed for at justere lyden, når de er færdige med at optage, for at gøre stemmer tydeligere og dæmpe støj fra omgivelserne. Og Begrænsning af vindstøj minimerer uønsket støj. iPhone 17 kan også tage rumlige billeder og rumlig video, så brugerne kan genopleve minder med en utrolig dybde på Apple Vision Pro.

Et flot og holdbart design med Pro Display

iPhone 17 kommer med store forbedringer af skærmen og har et elegant design med afrundede kanter. iPhone 17 har en imponerende 6,3" Super Retina XDR-skærm med tyndere kanter end forrige generation og ProMotion med adaptiv opdaterings­frekvens på op til 120 Hz for en glidende og energieffektiv oplevelse. Altid aktiv-skærmen giver et lynhurtigt overblik over klokkeslættet, widgets og Liveaktiviteter, og når den ikke bruges, justeres skærmen effektivt ned til 1 Hz.
iPhone 17 introducerer Ceramic Shield 2, der har en ny Apple-designet belægning med tre gange bedre ridsefasthed og forbedrede antireflektive egenskaber til at reducere genskin. Det er intet problem at bruge iPhone 17 udenfor med op til 3000 nits maksimal lysstyrke udendørs – det højeste nogensinde i en iPhone – og dobbelt så god kontrast udendørs.
Ceramic Shield 2 har en ny Apple-designet belægning med tre gange bedre ridsefasthed og forbedrede antireflektive egenskaber til at reducere genskin.

A19: Ydeevne på et helt nyt niveau og batteritid til hele dagen

A19-chippen er bygget på tredjegenerations 3-nanometerteknologi. Den giver kraftfuld ydeevne, høj effektivitet og et kæmpestort boost i hastigheden. En opdateret skærmmotor, ISP og Apple Neural Engine giver funktioner som Apple Intelligence og forbedret Fotostil. 6-core CPU’en er 1,5 x hurtigere end A15 Bionic-chippen i iPhone 13, og 5-core GPU'en er over dobbelt så hurtig som A15 Bionic, hvilket giver imponerende grafik og mobilspil på et helt nyt niveau. Der er også indbyggede Neural Accelerator-enheder i hver enkelt GPU-kerne, som hjælper med at drive effektive generative AI-modeller på enheden.
Den nye 5-core GPU i A19 bidrager til hurtig, effektiv ydeevne og imponerende grafik til mobilspil på et helt nyt niveau, også i Destiny: Rising.
A19-chippens effektivitet og den avancerede strømstyring i kraft af iOS 26 giver batteritid til hele dagen, og med ProMotion får iPhone 17 op til 30 timers videoafspilning. Det er otte timer mere end den tidligere generation. Den nye adaptive strømfunktion i iOS 26 lærer også brugernes typiske batteriforbrug at kende. Den kan forudse, hvornår de risikerer at løbe tør for strøm, og sparer så på batteriet for at hjælpe dem igennem dagen. iPhone 17 kan oplade til 50 procent på 20 minutter med en kraftig USB-C-adapter som Apples nye dynamiske strømforsyning på 40 W med maks. 60 W, der kan købes separat.3
iPhone 17 introducerer N1, en ny Apple-designet chip til trådløs netværksforbindelse, der åbner op for Wi-Fi 7, Bluetooth 6 og Thread. N1 er drivkraften bag den nyeste generation af trådløse teknologier og forbedrer den samlede ydeevne og pålideligheden af funktioner som Internetdeling og AirDrop.

Udstyret med iOS 26 med nye Apple Intelligence-funktioner

iOS 26 løfter iPhone-oplevelsen med et smukt nyt design, kraftfulde Apple Intelligence-funktioner og væsentlige forbedringer af de apps, der er vigtige for brugerne hver dag. Det nye design med Liquid Glass gør app- og systemoplevelser mere udtryksfulde og smukke, så der er mere fokus på indholdet, men iOS føles straks familiært. Apple Intelligence oversætter nu tekst og lyd med det samme med Liveoversættelse, så brugerne kan kommunikere på tværs af sprog i Beskeder, FaceTime og Telefon-appen.4 Med opdateringer af den visuelle intelligens kan brugerne tage et screenshot og nemt søge efter eller interagere med indholdet på deres iPhone-skærm.5 Modellen med at have alt på enheden, som er grundlæggende for Apple Intelligence, er tilgængelig for alle udviklere. Apps tilbyder allerede nye, intelligente oplevelser, hvor dine private oplysninger er beskyttet, og de fungerer endda, når du er offline. Nye filtrerings­værktøjer for opkald og beskeder hjælper med at fjerne forstyrrelser, så brugerne kan fokusere på de samtaler, der betyder mest. iOS 26 introducerer også nye funktioner i CarPlay, Apple Music, Kort og Wallet samt Apple Games, en helt ny app, der giver spillere adgang til alle deres spil på ét sted.
iPhone 17 vist med låseskærmen i iOS 26.
iOS 26 er en kæmpe opdatering med et smukt nyt design, hvor låseskærmen og hjemmeskærmen er mere personlig og udtryksfuld end nogensinde før.

Smukt nyt tilbehør

Udover det gennemsigtige etui med MagSafe til iPhone 17 vil et silikone-etui med MagSafe være tilgængeligt i fem farver: sort, neongul, lys mosgrøn, stålblå og sart lilla. Silikone-etuiet med MagSafe kan kombineres med den nye crossbody-rem, så brugerne nemmere kan have deres iPhone med. Den bløde rem er fremstillet af 100 procent genanvendt garn og sidder behageligt. Ved hjælp af integrerede fleksible magneter med en glidemekanisme i rustfrit stål kan længden nemt justeres og begge remme sidde, som de skal. Crossbody-remmen vil kunne fås i 10 farver: sort, lysegrå, blå, lyseblå, lilla, sienabrun, grøn, neongul, gyldenbrun og orange.

iPhone 17 og miljøet

Apple 2030 er virksomhedens ambitiøse plan om, at hele virksomheden skal være CO₂-neutral i alle aktiviteter inden udgangen af dette årti ved at reducere udledningen i forbindelse med deres produkter fra de tre største kilder: materialer, elektricitet og transport. iPhone 17 er fremstillet med 30 procent genanvendt indhold, herunder 85 procent genanvendt aluminium i kabinettet og 100 procent genanvendt kobolt i batteriet. Det er fremstillet med 35 procent vedvarende elektricitet som vind- og solenergi i hele forsyningskæden. iPhone 17 er også designet til at være robust og kunne repareres, og den har brancheførende softwaresupport, samtidig med at den lever op til Apples høje standard for energieffektivitet og sikre kemikalier. Emballagen i papir er 100 % fiberbaseret og kan let genbruges.
Priser og tilgængelighed
  • iPhone 17 vil være tilgængelig i lavendel, støvet lyseblå, salviegrøn, hvid og sort med lagerplads på 256 GB og 512 GB. iPhone 17 koster fra 7.499 kroner. 6
  • Apple tilbyder fantastiske måder, du kan spare på og opgradere til de nyeste iPhone-modeller. Med Apple Trade In kan kunderne få (USA)tilskud til en ny enhed, når de ombytter en iPhone 13 eller nyere. apple.com/dk/shop/trade-in kan kunderne se, hvad deres enhed er værd, og læse de gældende vilkår og betingelser.
  • Kunder i over 63 lande og områder, blandt andet Australien, Canada, Colombia, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Indien, Japan, Kina, Malaysia, Mexico, Singapore, Storbritannien, Sydkorea, Thailand, Tyrkiet, Tyskland,USA og Vietnam, kan forudbestille iPhone 17 fra kl. 14.00 på fredag den 12. september, og den vil være tilgængelig fra fredag den 19. september. iPhone 17 bliver tilgængelig i 22 andre lande og områder fra fredag den 26. september.
  • iOS 26 vil være tilgængelig som en gratis softwareopdatering fra mandag den 15. september. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder, og udbuddet kan variere grundet lokale love og bestemmelser. Læs mere om tilgængelighed på apple.com.
  • Apple Intelligence er tilgængelig i betaversion og understøtter følgende sprog: engelsk, fransk, italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), koreansk, portugisisk (Brasilien), spansk og tysk. Endnu flere sprog lanceres inden årets afslutning: dansk, hollandsk, kinesisk (traditionelt), norsk, portugisisk (Portugal), svensk, tyrkisk og vietnamesisk. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på support.apple.com/da-dk/121115.
  • Udover et gennemsigtigt etui til iPhone 17, som kan fås for 449 kroner, vil et silikone-etui med MagSafe kunne fås for 449 kroner, og en crossbody-rem vil kunne fås for 549 kroner. FineWoven-kortholder med MagSafe vil kunne fås for 549 kroner i farverne sort, marineblå, midnat, lilla, ræverød og mosgrøn.
  • Den Apple-designede dynamiske strømforsyning på 40 W med maks. 60 W vil kunne fås for 349 kroner), og den Qi2-certificerede MagSafe-oplader på 25 W vil kunne fås med en længde på 1 meter for 369 kroner eller med en længde på 2 meter for 449 kroner.
  • AppleCare leverer suveræn service og support med fleksible muligheder for Apple-brugere. Kunderne kan vælge AppleCare+ til at dække deres nye iPhone eller AppleCare One (i USA), der dækker flere produkter i et enkelt abonnement. Begge abonnementer omfatter dækning af uheld som tab eller spild, tyveri og tab på omfattede produkter, udskiftningsservice til batteri og support 24/7 fra Apples eksperter. Læs mere på apple.com/dk/applecare.
  • Abonnementer på iCloud+ fås fra kun 9 kroner om måneden og giver adgang til yderligere lagerplads til sikker opbevaring af fotos, videoer, filer m.m. i skyen og på tværs af enheder. iCloud+ giver også adgang til premium-funktioner som f.eks. oprettelse af begivenheder i appen Apple-invitationer samt Privat datatrafik, Skjul min e-mailadresse, Tilpasset e-maildomæne og Sikker HomeKit-video. Med Familiedeling kan brugerne dele deres abonnement med fem andre familiemedlemmer uden ekstra omkostninger.
  • Kunder, der køber iPhone 17, kan få tre måneders gratis Apple Arcade, Apple Fitness+, Apple Music, Apple News+ og Apple TV+ med et nyt abonnement. Tilgængeligheden af tilbud og tjenester varierer efter område. Læs mere på apple.com/dk/promo.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Medieindhold i denne artikel

  1. Skærmen har afrundede hjørner, som følger kurverne på det elegante design. Hjørnerne ligger inden for et format svarende til et standardrektangel. Målt som et standardrektangel er skærmen 6,27" diagonalt. Det faktiske visningsområde er mindre.
  2. Den nye fotostil Lys vil være tilgængelig i iOS 26 på iPhone 16, iPhone 16 Plus, iPhone 16 Pro, iPhone 16 Pro Max, iPhone 17, iPhone Air, iPhone 17 Pro og iPhone 17 Pro Max.
  3. Den dynamiske strømforsyning på 40 W med maks. 60 W vil være tilgængelig i Canada, Filippinerne, Japan, Kina – fastlandet, Mexico, Taiwan og USA.
  4. Visuel intelligens er tilgængelig på alle iPhone-modeller, der har Apple Intelligence. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Læs mere på support.apple.com/da-dk/121115#visual-intelligence.
  5. Den estimerede værdi varierer alt efter den indleverede enheds stand, alder og konfiguration.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36